Fortællinger fra deltagere

Sofie Lund-Tonnesen

Opera Sommerskolen var helt igennem fantastisk. Der var tænkt over de mindste ting og jeg mødte kun smil når jeg gik ned af gangen. De fire dage blev ikke på noget tidspunkt kedelige da man hele tiden var beskæftiget med enten at lytte eller blive undervist. Marianne og Christen, som jeg kender fra København, er nogle helt fantastiske lærere. Jeg fik utrolig meget ud af undervisningsdagene. Til sidst er det værd at nævne alle de dejlige mennesker jeg har mødt. Det var en skøn oplevelse og dejligt at hører så mange smukke stemmer

Mvh. Sofie


 

Mads Joo Østergaard

Jeg er 19 år, og har spillet musik i de sidste 15 af dem. I de 15 år har jeg næsten kun koncentreret mig om rytmisk musik, og den lille smule viden jeg har haft om klassisk sang er noget jeg har tilegnet mig via mit fritidsjob som kirkesanger. Det var også igennem dét at jeg var så heldig at få lov til at komme med på masterclassen, hvilket var en fuldt ud positiv oplevelse. Marianne og Christen er begge meget kompetente musikere, og endnu vigtigere, meget kompetente undervisere. Jeg vil vove at påstå at jeg sjældent, måske endda nogensinde, har lært så meget på så kort tid. Men efter kun 5 dage i Skive stod jeg alligevel foran en fyldt sal, og sang både en overbevisende ”Sebben Crudele” og som Don Giovanni. Det var jeg meget stolt over, og jeg synes det var en fed oplevelse.

I dag kan jeg også godt mærke at undervisningen på Skive masterclass har forbedret min sangteknik væsentligt. De teknikker vi arbejdede med har virkelig sat sig fast i hukommelsen, og jeg benytter dem ofte. Jeg oplever at det er meget lettere at synge som man gerne vil, ved at bruge kroppen på bestemte måder såsom vejrtrækning og støtte i hele overkroppen. Det handler nok om at jeg er blevet mere bevidst om hvordan jeg bruger min krop når jeg synger, og derved kommer klangen, intonationen osv. helt automatisk. Jeg er efterfølgende begyndt at få rytmisk sangundervisning, og jeg kan se at meget af undervisningen fra Skive går igen. Det er selvfølgelig en anden klang min underviser går efter, men det er grundlæggende de samme teknikker hun lærer mig. 

Så som sagt synes jeg absolut at Skive Masterclass 2014 var en succes oplevelse, når en garvet rytmisk musiker som mig, kan få så meget ud af en lille uge med intens undervisning. Jeg vil i hvert fald anbefale det til alle musikere, rytmiske som klassiske, at prøve kræfter af med en omgang opera. Og jeg ville da slet heller ikke selv være bleg for selv at deltage i lignende arrangement en anden gang.

Venlig hilsen Mads

Baggrund opera