International Vocal Masterclass

Baggrund

Skive Opera Academy blev etableret i 2006 omkring en spansk opera sommerskole, som med et hold af udenlandske undervisere og kursister blev flyttet fra Valencia til Skive. Denne sommerskole blev gentaget i 2007 og 2008.

Siden 2009 har Skive Opera Academy fungeret som arrangør af Opera ved Fjorden koncerterne med Skive Symfoniorkester, Prinsens Musikkorps og Skive Operakor. Gennem et samarbejde med Operaakademiet i København, har der hvert år deltaget unge operasangere som solister ved disse koncerter. Koncerterne har opnået betydelig popularitet og lokal opbakning, ikke mindst på grund af en inkluderende og inviterende tilgang til alle de aktører, der har interesse for at udnytte musiklivets potentialer i og omkring Skive, lige fra publikum til amatører og professionelle.

Skive Opera Academy vender nu tilbage til sit udgangspunkt med afholdelse af en international sommerskole, idet Skive Opera Academy sommeren 2015 etablerer en international sommerskole for professionelle sangere. Denne sommerskole skal ses som en naturlig overbygning på den nationale sommerskole for MGK- og prækonservatorieelever, som blev grundlagt i 2014.
Med denne overbygning etableres et unikt kursus på højeste internationale niveau i Skive. Der skabes synergi imellem et stærkt nationalt studiemiljø på sommerskolen for MGK elever og et internationalt professionelt sangmiljø.

Begge sommerskoler bygger på et samarbejde mellem Skive Opera Academy, Skive Musikskole og operaskolen ved Det kgl. Teater: Operaakademiet. Gennem forstander og operasanger Anne Magrethe Dahl er samarbejdet formidlet med operaakademiets bedste sangpædagoger, coaches og pianister.


Indhold

Kurset tilbyder en uges intensiv undervisning med internationalt kendte sang-pædagoger fra Danmark: Anne Magrethe Dahl, Susanna Eken og Christen Stubbe Teglbjærg.

 

Internationale kapaciteter

Operaakademiet i København nyder stor international anerkendelse og bevågenhed for sit pædagogiske niveau og sin imponerende portefølge af elever, der har gjort international karriere. Gennem kurser i ind- og udland er mere end 200 elever uddannet hos trekløveret Susanna Eken, Anne Magrethe Dahl og Christen Stubbe Teglbjærg.
Mange af disse har nu en aktiv karriere på allerhøjeste internationale plan på verdens førende operahuse, f.eks. Metropolitan NY, Bolshoi Moskva, Covent Garden, Pariser Opera, La Scala Milano, Bayreuth, Berliner Operaerne m.fl..
Endvidere indgår nogle i CD indspilninger med dirigenter som Danial Baranboim, Zubin Metha, Bernhard Haitink m.fl.. og med pianister som Helmuth Deutsch, Malcolm Martineau, Rodger Vignoles.


Deltagerne

Masteclassen henvender sig internationalt til professionelle sangere, studerende i slutningen af deres konservatorie- eller opera akademiuddannelse og sangere, der har brug for et pædagogisk brush up. Formidlingen af sommerskolen sker gennem personlige internationale netværk og konservatorier i Europa. Der vil i år kunne optages 16 sangere, som alle optages efter bedømmelse af deres niveau.


Resenlund – det naturlige omdrejningspunkt

Kurset afholdes i Skive Musikskoles lokaler på Resenlund i perioden lørdag den 6. august til søndag den 14. august 2016 og har plads til 16 kursister. Forplejning finder sted på Resenlund ved frivillige fra Skive Opera Academy m.fl..
I et gennem årene veletableret og unikt samarbejde mellem kursets tre erfarne sangpædagoger, forenes hele den proces, der ligger i arbejdet med den klassiske sanglitteratur.
Med udgangspunkt i en individuel analyse af den enkelte sangers niveau, særkende og muligheder tilrettelægges en undervisningsproces, der omfatter vokalteknik, tekstanalyse, rolleanalyse og musikalsk indstudering. Der lægges vægt på en sund integrering af tanke, krop og stemme, med det mål at opnå den højeste grad af musikdramatisk kommunikation fra scenen.
Den enkelte sanger bringer selv de arier, lieder og ensemblesange til kurset, som vedkommende ønsker at arbejde med.


Offentligt program

Der afsluttes med en gratis afslutningskoncert søndag den 13. august i Kulturcenter Limfjord, med alle kursets deltagere, der vil fremføre arier og ensembler fra ugens undervisning.

Baggrund opera